Stonehenge, helleristninger og Freud

STONEHENGE, HELLERISTNINGER OG FREUD

Symbolsproget/primærprocessen
I en tid, hvor Freud gang på gang erklæres for at være stendød, synes jeg det ville være en passende modvægt med lidt hyldest. Ganske vist er Freud som alle andre barn af sin tid, og f.eks. er hans insisteren på seksualitetens overherredømme, når det gælder de ubevidste processer utidssvarende. Men selve beskrivelsen i “Drømmetydning” af den primærprocessuelle logik er genial.
Mercia Eliade skriver i indledningskapitlet til “De religiøse ideers historie”:
”Men hvis vi en dag kan blive enige om, at urmenneskene havde en “religion”, så er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at præcisere, hvad den gik ud på.
Imidlertid har forskerne ikke strakt våben, for vi har en del fund, der bærer vidnesbyrd om urmenneskenes livsform, og vi kan håbe på, at vi en dag kan tyde deres indhold. Eller sagt på en anden måde: vi håber, at disse fund vil vise sig at udgøre et “sprog”, ganske på samme måde som under-bevidsthedens manifestationer - drømme, dagdrømme, fantasier etc. - takket være Freuds geni, afslørede eksistensen af et “sprog”, der var overordentligt værdifuldt for kendskabet til mennesket.” (1)
Her mener jeg, at Eliade læser teorien for snævert. Så vidt jeg kan se, giver Freuds beskrivelse af primærprocestænkningen et fuldgyldigt redskab til forståelse af de processer, der ligger uden for Jeg´ets fornuftsherredømme i det hele taget, og altså også den religiøse eller magiske tænkning. Ganske vist er primærprocessen beskrevet i forhold til drømmetydning. Her er en af de vigtige pointer, at den med sin fortætning, forskydning og sit billedsprog virker forvanskende, så de forbudte seksuelle ønsker kan gå gennem drømmecensuren. Dette kan selvfølgelig diskuteres - og er også blevet det. Men uanset, hvad man måtte mene om det, ændrer det ikke ved teoriens generelle anvendelighed.
Det essentielle i teorien er netop fortætningen og forskydningen, hvor én eller flere forestillinger kan repræsenteres ved en anden eller andre i det øjeblik, der eksisterer et fællesskab forestillingerne imellem. Denne mulighed for gliden langs associationskæderne, hvor et symbol det ene øjeblik kan have én betydning og det næste en anden, eller måske begge to på én gang, gør det naturligvis umuligt at lave en fuldstændig og præcis tolkning. På den anden side kan symbolet nogle gange udtrykke følelser og indviklede sammenhænge meget mere overbevisende end ord.
Et andet forhold, som er karakteristisk for primærprocessen, er, at der ikke er nogen klar skelnen mellem fantasi og virkelighed,eller rettere mellem en indre og ydre virkelighed. I en religiøs sammenhæng er den kristne nadver et oplagt eksempel på den primærprocessuelle logik. Her forvandles brødet og vinen til Kristi legeme og blod - symbolet forvandles altså til det, det symboliserer. Det kan måske lyde lidt blasfemisk at tale om lighedsmagi i denne forbindelse, men princippet bag den er netop, at man skaber en situation eller et billede på noget, man gerne vil fremkalde i den ydre virkelighed. Tid eksisterer ikke og der er ikke nogen konstans. Endelig er det karakteristisk for primærprocessen, at der ikke er nogen klar skelnen mellem personen og det, der omgiver ham eller hende. I hvor høj grad disse ting sker, er afhængig af graden af hengivelse til situationen, og altså opgivelse af Jeg-styring.
Der er tale om en fællesmenneskelig og oprindelig psykisk funktionsmåde, et symbolsprog, hvor de konkrete symboler kan ændre sig efter den kultur, man lever i, men hvor de logiske regler er konstante.
Det betyder faktisk, at man har mulighed for at fremsætte nogle kvalificerede gæt på, hvordan den religiøse tankegang har været i forhistorisk tid, til trods for manglen på skriftlige kilder.Her kommer det til at dreje sig om bronzealderen og den form for magisk tænkning, der er knyttet til den cykliske livsopfattelse, som gennemsyrer alt, hvad man støder på fra perioden, det være sig helleristninger, stensætninger eller kultgenstande som f.eks. Solvognen.

Bronzealderens relligion
Vi må tænke os, at det i et tidligt agerbrugssamfund som bronzealderens har været helt afgørende at sikre naturens harmoni. Det vil sige dels at holde det onde, kaoskræfterne, i skak dels at sikre den nye begyndelse i videste forstand og på alle niveauer. Primærprocessen har formentlig spillet en meget større rolle i bronzealderen end i dag, og man har sandsynligvis ikke oplevet nogen væsentlig skelnen mellem det enkelte menneske og omgivelserne, men har derimod oplevet et skæbnefællesskab med, og dermed ansvarlighed for, helheden. I kulten har man draget omsorg for harmonien og dermed det nye livs opståen eller genopståen.
Den evige cyklus, hvor liv følges af død, og død af genfødsel, har været gældende på alle planer - ikke kun for menneskelivet, men også for naturen i døgnets og især i årets cyklus. Jordens frugtbarhed og afgrødernes vækst har været helt afgørende for overlevelsen, så kulten har skullet sikre solens genkomst samt ikke mindst dens befrugtning af jorden.
Det hellige bryllup mellem solen, det mandlige princip, og Moder Jord er fremstillet på utallige måder som foreningen af det mandlige og det kvindelige i det hele taget. Her er det igen lighedsmagien, der anvendes. Ved at man symbolsk fremstiller en bestemt situation, får den i den primærprocessuelle logik karakter af virkelighed. I det omfang, man bevæger sig indenfor denne logiks rammer, vil man altså opleve, at en sådan handling får indvirkning på omgivelserne, i dette tilfælde solens frugtbargørelse af jorden.
Man får et fint indtryk af, hvor stor samfundsmæssig betydning det hellige ægteskab har haft ved at se på et af bronzealderens mest imponerende bygningsværker, nemlig Stonehenge i det sydlige England. Stonehenge, der i sin nuværende skikkelse er bygget omkring år 1200 før Kristus, består kort fortalt af en kollosal dobbeltcirkel og inden i den en dobbelt hestesko med åbningen vendt mod nordøst, nemlig det sted, hvor solen står op midsommerdagsmorgen. På dette tidspunkt, hvor solens kraft er på sit allerhøjeste, kastes dens stråler direkte ind i hesteskoen, en billedlig fremstilling af Moder Jords livmoder. (2) Så meget om Stonehenge nu.
Da jeg her i påsken var på det forhistoriske museum i Carnac, Bretagne, så jeg en model over de kilometerlange stenrækker i området. Rækkerne var orienteret mod nordøst, og endte i sydvest i en halvcirkel, så det kunne tyde på, at samme symbolik er gældende her.

Symbolisering af det mandlige
Besætningsenergiens flyden langs associationskæderne, fra én forestilling til en anden lignende, giver sig udtryk i, at der findes en lang række symboler, som kan repræsentere det samme, ganske vist med vægten lagt på forskellige aspekter ved det symboliserede. Her, hvor vi har med sikringen af den nye begyndelse at gøre, er det først og fremmest mandlige og kvindelige kønssymboler, der er tale om. Solen, som er den mandlige pendant til Moder Jord, afbildes i helleristningerne dels ved solskiven selv dels ved forskellige typer hjulkors. I samme familie finder vi ilden, klippen selv, som giver ildgnister fra sig, når den bliver hugget i, stenen i det hele taget, når den i sin falliske form er plantet i Moder Jord på samme måde som træet, stencirkler, som gengiver solens form, ploven, der pløjer Moder Jord, ligesom skibet, der pløjer havet, det andet kvindelige element. I denne sammenhæng indgår også slangen (jvf. “Ormen hin lange”). Endvidere symboliser sværdet, øksen og hammeren og i forlængelse heraf også storhåndsfigurerne og hornene den mandlige potens og skaberkraft overhovedet.Hornsymbolikken rummer foruden det, jeg allerede har nævnt, også det aspekt, at de vokser ud hvert år, så der er givet en direkte forbindelse til den årlige cyklus. På en helleristning fra Slänge i Bohuslen ser man det hellige bryllup fremstillet ved et par, hvor den falliske mands torso består af et hjulkors, og hvor begge bærer fuglemasker.Tilknytningen til solen angives altså ikke bare ved soltegnet, men også med fuglemaskerne. Det er et forholdsvist udbredt motiv, og samtidig er det heller ikke ualmindeligt at fremstille personer, der er udstyret med vinger. Disse ville om ikke sætte bærerne istand til at flyve, så dog sammen med soltegnet og fuglemasken bidrage til at understrege, at de er knyttet til solen. (fig.1 og 2)

Symbolisering af det kvindelige
Det er forståeligt, at jorden i sig selv betragtes som kvindelig, eftersom alt vokser og gror fra den. Også når det gælder den menneskelige livscyklus gør disse forestillinger sig gældende. Graven har i vid udstrækning været opfattet som Moder Jords livmoder, hvorfra mennesket kunne blive genfødt til en ny form for eksistens. Helt tydeligt er det i jættestuerne fra stenalderen, hvor der er flere eksempler på, at solens stråler rammer det inderste kammer midvinters morgen, hvor alt er mørkest - tilsvarende Stonehenge, omend med modsat fortegn. I øvrigt hedder det jo stadigvæk i det kristne begravelsesritual: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå”. Det kunne være et eksempel på gamle hedenske elementers overleven i kristendommen. Et andet er dåben.
Kilderne var helsebringende, og et bad i Moder Jords fostervand gav nyt liv. Der går en lige linie fra forestillingen om genfødsel eller helbredelse efter badning i kilder frem til vores kristne dåbsritual. Der hersker ingen tvivl om, at dåbsvandet er fostervand og døbefonten er moderskødet., hvorfra det lille barn bliver genfødt som medlem af det kristne samfund. (3) Mange kirker ligger i nærheden af eller lige over de gamle hellige kilder, og de har i mange tilfælde forsynet kirken med dåbsvand. I øvrigt ligger mange af helleristningsfelterne på steder, der mere eller mindre konstant overrisles med vand. Det betyder på den ene side, at hellesristningsskibene så at sige sejler - i sig selv en forening af det mandlige, skibet, med det kvindelige, havet. Samtidig betyder det, at de mange skålgruber, som er runde fordybninger i stenen, fyldes med vand. Det vand, der findes i skålgruberne, siges at være lægende. At der er lighedspunkter mellem dåbsvandet og vandet i gruberne skulle følgende historie, der er videregivet af svenskeren Edvard Matz, give belæg for:
“I de hårde år i 1840`erne var der tørke flere år i træk. En vår før såning samledes egnens kloge, som vidste, hvordan man handlede i sådanne tilfælde. Man tog en uberørt pige og en dreng, der “aldrig havde gjort det før”, op til hellen, Råvarpen. Så havde de samleje, mens alle så til, men drengen skulle kaste sin sæd i en af skålgruberne. Så tog man såkorn af en “sædekornskiste”, lagde det i hullet og stødte det sammen med sæden med en fallosformet sten. Blandingen blev lagt tilbage i kisten, og med denne sæd blev markerne så befrugtet.” (4)
Allerede i 1882 forbandt J. J. A. Worsaae skålmærkerne med det indiske Yoni/lingamsymbol fra Shivas frugtbarhedskult. (5) Mærkerne ligner til forveksling de mærker, som kan ses i træ når der er lavet ild ved at dreje en pind hurtigt rundt i træet, og i Shivakulten indgik det netop som en symbolsk fremstilling af et samleje. Når man så ud over selve pindens falliske form tager i betragtning, at ilden helt i tråd med primærprocessens logik, kan repræsentere solen, har vi igen en fremstilling af det hellige bryllup mellem solen og jorden.

Dobbeltkønnetheden
Der kan altså ikke være megen tvivl om, at skålgruberne er kvindelige kønssymboler, men de er mere end det. Som nævnt ovenfor er forskydningen og fortætningen vigtige kendetegn ved primærprocessen, og fortætningen viser sig her som tvekønnethed. Fordybningen er kvindelig, det samme er cirkelformen (jvf. Majstangen fig 3). Samtidig er cirklen mandlig, fordi den angiver solens form, hvortil kommer, at skålgruberne er udhugget i den mandlige sten.
Af de symboler, der her er beskrevet som mandlige er der et par, der også har et kvindeligt aspekt: Båden, der kan rumme en besætning, og hvis form set ovenfra er kvindelig, og træet, der kan bære frugt, for ikke at tale om hultræet, som kan genføde f.eks. et skrantende barn, ved at barnet først trækkes igennem træet og gøres ufødt for derefter at blive trukket igennem én gang til, nu genfødt med hele træets kraft. (6) Disse symboler er i sig selv er tvekønnede.
Men ud over det kan man i mange tilfælde se en bestræbelse på at tilvejebringe tvekønnetheden. Det er således ikke ualmindeligt at se den store modergudindes træk udhugget i en fallisk sten, ligesom der også findes små benfigurer af hende, som har en klar fallisk form. I øvrigt er en af hendes vigtigste attributter dobbeltøksen.
Som allerede nævnt er cirklen tvekønnet, og når det så drejer sig om en stencirkel, bliver dette element endnu mere udpræget, eftersom den består af falliske sten plantet i jorden. Og hermed kan vi vende tilbage til Stonehenge, som ud over stencirkler også består af en dobbelt hestesko, og her er den inderste netop er dannet af store falliske sten. Den yderste cirkel er dannet af kollosale sten med overliggere, som har udgjort en ubrudt cirkel, ligesom den yderste hestesko består af fem trilitter - to opretstående sten med overligger. Henry af Huntingdon, som er den første engelske historiker, der nævner Stonehenge, skriver i 1130: “Stanenges, where stones of wonderful size have been erected after the manner of doorways, so that doorway appears to have been raised upon doorway”. (7) Her kunne man så for at følge Freud linien ud tolke døråbningerne som kvindelige, hvor det fælles er indgangen fra et ydre til et indre rum.Under alle omstændigheder er tvekønnetheden vigtig ikke bare i et anlæg som Stonehenge, men for forståelsen af den magiske tænkning i det hele taget. Som Freud gør det klart i “Drømmetydning”, bevirker fortætningen en ophobning af energi i forestillingerne, som derved bliver mere magtfulde. For stencirklernes vedkommende virker de ikke alene som tiltrækkende på solen ved hjælp af lighedsmagien, hvorved der skabes et helligt rum ved at solkraften bringes til jorden , foreningen af det mandlige og kvindelige sikres samtidigt.
Helt generelt kan man altså sige, at tvekønnetheden ikke bare udtrykker ikke en harmoni og ligevægt mellem to modsatrettede principper, den bærer i sig konstant sikringen af den forening af det mandlige og det kvindelige, som er forudsætningen for frugtbarheden og dermed for samfundets overlevelse. Den er så at sige det konstante symbol på det fuldbyrdigede hellige ægteskab.

(1) Micea Eliade: “De religiøse ideers historie”, bd. 1, s.19, Gyldendal 1983 (1976)
(2) Allerede i 1991 skrev jeg den første artikel med denne tolkning af Stonehenge. Det viste sig imidlertid, at englænderen Terence Meaden nogenlunde samtidig havde fået samme idé og fået den publiceret, før jeg fik mulighed for at komme på banen.
(3) jvf. Søren Nancke-Krogh: “Stenbilleder i danske kirker”, s. 70, Arnold Busck 1995
(4) Edvard Matz: “Sällsamheter i Bohuslän och Dalsland”, s. 242, Sveriges Turistforening, 1975 - min oversættelse.
(5) P. V. Glob: “Helleristninger i Danmark”, s.305-306, Odense 1969
(6) Mads Lidegaard: “Danske træer fra sagn og tro”, s. 27, Arnold Busck 1996
(7) Christopher Chippendale: “Stonehenge Complete”, s. 20, London 1989 (1983)