Artikler
 
 
Afsnit
   
  Primærprocessen  
  Stonehenge  
   
   
 
Andre artikler
  A new approach to Stonehenge 1 (1992) (UK)  
   
   
 
Links
  VUC Han-Syssel  
   
   
 
 

STONEHENGE I EN DYBDEPSYKOLOGISK BELYSNING

For et par år siden var jeg på Orkneyøerne, hvor jeg bl.a. besøgte den lokale stenkreds, The Standing Stones of Stenness, i tåge og regn. Det var imponerende, og jeg ville gerne se dem igen, så da der den sidste dag på vej til færgen var et par minutter til overs, kunne vi nå at køre forbi dem endnu en gang. Lige da vi kom dertil, dukkede solen frem, og lige i det øjeblik gik det op for mig i al sin selvfølgelighed, hvad stenene havde været anvendt til: Man havde ved at efterligne solen forsøgt at lokke den, eller rettere dens kraft, til jorden.
Nu kan man jo ikke bare bringe en sådan indsigt til torvs uden videre, hvis man vil tages alvorligt. Den kan højst gælde for en grundlæggende hypotese om formålet med stencirkler, og det får den hermed lov til, i denne artikel anvendt på Stonehenge som konkret eksempel.
Det er ikke uden en vis rysten og bæven, jeg hermed tilslutter mig den store skare, der gennem tiden har forsøgt at yde deres bidrag til en klarere forståelse af det enestående forhistoriske monument Stonehenge på Salisbury sletten i det sydvestlige England. Det gør det ikke bedre, at arkæologen Julian Richards i sin bog ”Stonehenge” fra 1991 slår fast, at stort set det eneste sikre, man kan vide om Stonehenge, er, at vi aldrig vil kunne forstå tankegangen hos den befolkning, der stod for byggeriet (1). Mit udgangspunkt er nemlig det stik modsatte, at vi moderne, civiliserede og rationelle mennesker i det 20. århundrede har endda ganske gode forudsætninger for at forstå datidens religiøse tankegang, simpelthen fordi vi i visse situationer selv anvender eller rettere hengiver os til den pågældende arkaiske forståelsesmåde, nemlig den Sigmund Freud kaldte primærprocessen.

Primærprocessen
Primærprocessen er den oprindelige psykiske funktionsmåde. Det lille barn fungerer efter primærprocessen, og det samme gør voksne, når sekundærprocessen, dvs fornuftstænkningen er koblet fra. Det sker f.eks. i drømme, ved kunstnerisk udfoldelse samt ved religiøse, kunstneriske og seksuelle oplevelser.
Freud beskrev primærprocessens særegne logik i ”Drømmetydning” fra 1900.
Den primærprocessuelle logik er drømmens, eventyrernes og myternes logik. Den besidder stor følelsesmæssig intensitet og er upræcis og inkonsistent; frøen kan forvandles til en prins og trolden til en stenstøtte. Den er konkret og billedlig; frøen og prinsen er billedlige fremstillinger af to forskellige holdninger til det mandlige.
Der er ingen skelnen mellem person og omverden. Drømme forekommer f.eks. oftest at være virkelighed, og drømmebevidstheden er ikke nødvendigvis knyttet til samme person hele drømmen igennem.
Endelig er der det vigtige forhold, at en følelse ikke er fast knyttet til en bestemt forestilling, men at der kan ske en forskydning og fortætning af følelser, for så videt der eksisterer en lighed forestillingerne imellem. Det vil bl.a. sige, at delen er lig helheden, samt at lighed er lig med identitet. Et eksempel på, at delen er lig helheden, er den katolske kirkes helgenrelikvier, som anses for at have undergørende kraft på samme måde, som helgenen selv oprindelig havde det. Et eksempel på, at lighed opfattes som identitet, ses ved voodoo, hvor udøveren ved at skade en dukke, der lignede en bestemt person, mente at kunne skade personen selv.
Freuds teorier om primær- og sekundærprocessen anvendes i dag i vidt omfang i forskellige sammenhænge. Det kan f.eks. nævnes, at de indgår som et selvfølgeligt element i gymnasiets religionsundervisning.
Fundamentet for artiklen er altså antagelsen af, at den grundlæggende tænkemåde, primærprocessen, er den samme i dag som for 5000 år siden.

Stonehenge
Men tilbage til Stonehenge, som uden tvivl er det forhistoriske monument i Nordeuropa, der gennem tiderne har påkaldt sig den mest glødende interesse. Der har været givet utallige bud på, hvornår det blev bygget, af hvem, hvordan, og med hvilket formål. De tre første spørgsmål kan man i dag besvare med stor sikkerhed (2).
Den stedlige befolkning byggede Stonehenge i tre etaper over et tidsrum på cirka 2000 år. Stonehenge I, som bestod af grøft, vold, ringen af Aubreyhuller, en indgangsportal samt sandsynligvis de fire standsten (stationstones), blev bygget cirka 3100 før Kristus.
Stonehenge II, der blev påbegyndt omkring 1000 år senere, bestod af to cirkler, koncentriske med voldgraven og Aubreyhullerne, bestående af blåsten. Indgangen blev udvidet og ændret, så den lå på den linie mod NØ, hvor solen står op midsommerdagsmorgen. Den blev markeret ved to hælsten uden for monumentet samt ved en række sten ind mod centrum. Desuden blev første del af Avenuen anlagt mellem parallelle volde og grøfter.
Bygningen af Stonehenge III startede cirka 2000 før Kristus, før Stonehenge II var færdigbygget. Det bestod af en cirkel af kolossale, opretstående sarsensten med overliggere, samt inden for cirklen en hestesko dannet af fem trilitter – to opretstående sten med overligger – igen orienteret med åbningen mod NØ. To store sarsensten angav indgangen til området.
Senere tilvirkede man nogle af de nedrevne blåsten og anbragte dem inden for hesteskoen, muligvis i en oval og med i alt fald to trilitter. Omkring 1550 før Kristus blev Y og Z hullerne , som danner to koncentriske cirkler omkring sarsenkredsen, gravet. Man mener, disse skulle have været anvendt til kredse af blåsten. Dette skete imidlertid ikke, i stedet skete der en omstrukturering af blåstenen således, at der blev opsat en hestesko af de allerede tilvirkede sten inden for sarsenhesteskoen samt en kreds inden for sarsenkredsen. I hesteskoen findes blåstenene i to udformninger, nemlig dels som høje og aflange dels som mindre rhombeformede (obelisks og pillars) vekslende med hinanden.
Hvad angår formålet med byggereiet i dets endelige form, hersker der i dag almindelig enighed om, at det er et helligt sted, som pga. orienteringen mod NØ kan være knyttet til soldyrkelse (3).
Om Stonehenge I skriver Atkinson, at det kan have været viet til forfædredyrkelse. Aubreyhullerne har ikke blot fungeret som gravsteder, dertil er deres indhold af menneskelige rester for sporadisk. De har sandsynligvis primært haft en rituel funktion, hvor hullerne markerede en tilnærmelse til underverdenen og et forsøg på at opretholde forbindelsen til de afdøde medlemmer af slægten (4).
At disse huller er omgivet af en cirkulær vold og grøft, skal, stadig ifølge Atkinson, tjene til at adskille det hellige fra det profane. Det forhold, at cirklen, da den blev anlgt, var kridhvid, har sandsynligvis forstærket den beskyttende kraft betydelig. Salisburyslettens status som helligt landskab med et utal af monumenter og gravsætninger kunne have at gøre med, at undergrunden består af kalk, hvorved de forskellige voldanlægs effektivitet som beskyttelse er blevet øget. Den hvide farve står for renhed og uskyld (5).
Hvor blikket og opmærksomheden var rettet nedad mod underverdenen i Stonehenge I, sker der en markant ændring med bygningen af Stonehenge II. For det første anvendes sten i byggeriet, nemlig blåsten, som man har transporteret 335 km fra Priselibjerget i Wales. Det har været en uhørt stor arbejdsindsats for datidens mennesker at transportere de mange, tunge sten så lang vej. Dette afspejler dels en høj social organisation, dels at netop fisse sten er vigtige, og endelig at stedet, Salisburysletten, er af afgørende betydning.
Det er beskrevet bl.a. af Benjamin C. Ray, at overgangen fra et jæger- og samlersamfund til et bondesamfund med deraf følgende befolkningstilvækst har betydet en ændret organisation med stadig stærkere leder (6).
Med hensyn til stenene skriver Atkinson allerede i 1956, at Priselibjerget meget vel kan tænkes at have været et helligt bjerg på grund af dets højde og dets beliggenhed ved kysten. Det var for søfarende et imponerende syn at se det høje bjerg række lige ind i himlen (7). I øvrigt findes der også her forhistoriske monumenter, hvilket understreger stedets betydning (8). Senere tager Ray tråden op og kalder stenene hellige, hvilket jo er helt i overensstemmelse med primærprocessens logik. Det tredje forhold, nemlig at Salisburysletten var et helligt landskab, har utvivlsomt været medvirkende til, at man har kastet sig ud i det store arbejde med at transportere blåstenen de mange kilometer.
Som allerede nævnt var stenene anbragt i koncentriske cirkler som eger i et hjul eller stråler ud fra centrum.
Det her omtalte samt ændringen af indgangen og muligvis rejsningen af standstenene underbygger alt sammen Atkinsons formodning om et skift i religion fra dødekult, hvor opmærksomheden var rettet mod underverdenen, til en religion, hvor opmærksomheden blev rettet mod himlen (9).
I Aubreyhullerne findes små stykker blåsten, som først kan være anbragt der, efter man er startet på bygningen af Stonehenge II. Såfremt formodningen om et religionsskift er sand, kunne anbringelsen af de hellige sten markere en mediering af de to religioner i en overgangsfase.
Opfattelsen af Priselibjerget som et helligt bjerg er i sig selv baseret på, at det guddommelige er at finde i himlen. Antager man, at blåstenen stammer fra et helligt bjerg, er forholdet det, set fra en dybdepsykologisk synsvinkel og med anvendelse af primærprocesbegrebet, at man ved i Stonehenge II at anvende en del af noget helligt tilføjer monumentet hellighed i det hele taget (delen er lig med helheden). Noget andet er, at sten i sig selv er hellige. Inden for den jungianske tradition beskriver man dem som selvets – det guddommeliges - symbol, bl.a. på baggrund af deres uforgængelighed. Det samme gælder for cirklen, som hverken har begyndelse eller ende, og som udtrykker helhed (lighed er lig med identitet). I øvrigt gengiver cirklen solens form (10).
Hermed er vi ved selve arkitekturen, nemlig de koncentriske cirkler med strålemønstret. Hvor den hvide cirkel i Stonehenge I primært har haft en beskyttende funktion, har Stonehenge II tillige den funktion ved hjælp af lighedsmagi at skabe et helligt rum, hvor riter af forskellig art har kunnet finde sted. På samme måde som stammer i Afrika, når de dansede regndans, imiterede regnen for at hidkalde den, imiterede man i Stonehenge II det guddommelige for at hidkalde dette. Det skete dels ved at anvende hellige sten, dels ved selve arkitekturen, de hellige cirkler, hvis strålemønster peger i retning af, at den konkrete guddom har været solen. Ændringen af indgangens placering peger i samme retning.

Stonehenge i dets endelige form
Som nævnt blev Stonehenge II aldrig bygget færdigt. Det er blevet anført, at den stadig større centralisering af magten skabte grobund for, hvad man har kaldt et prestigeprojekt (11). Imidlertid er bygningen af Stonehenge III resultatet af en så ekstraordinær indsats, at monumentet må have haft den allerstørste kollektive betydning. Gerald Hawkins, Thom og andre repræsentanter for den astroarkæologiske tradition har forfægtet den opfattelse, at Stonehenge III har fungeret som observatorium. Gerald Hawkins forestiller sig, at datidens præsteskab har været velbevandret i astronomien og bl.a. været i stand til v.h.a. Aubreyhullerne at forudsige sol- og måneformørkelser, hvilket har givet præsterne en kolossal magtstilling (12).
Aubrey Burl har i højere grad fortolket de astronomiske orienteringer som symbolske og vigtige i rituel betydning (13). Fælles er dog enigheden med Atkinson i, at blikket vendes opad mod himmellegemerne.
Senest har Benjamin C. Ray fremsat sin teori om, at Stonehenge III har dannet rammen om en form for frugtbarhedsdyrkelse, hvor samfundets stærke leder blev symbolsk genfødt og tilført kraft på hele samfundets vegne. Mange andre har været inde på den mulighed, at der har været tale om frugtbarhedsdyrkelse, til dels på baggrund af, at blåstenene i den inderste hestesko hat to udformninger, nemlig som henholdsvis kvindelige og mandlige. En enkelt hat kaldt Stonehenge III alle tiders største sexmaskine (14).
Det er nærliggende at se en sammenhæng mellem soldyrkelse og frugtbarhedskult i det tidlige bondesamfund, hvor afgrødernes vækst jo var af vital betydning, og hvor magien sandsynligvis har været et vigtigt middel i forsøget på at kontrollere livsomstændighederne.
Det er muligt, at samfundets leder har spillet den rolle, som er foreslået af Ray, men jeg mener også, at det er muligt at se Stonehenge III ikke kun som den magtfulde ramme om riterne, men også som magisk virkende i sig selv. Som nævnt i forbindelse med omtalen af Stonehenge II, skabes et guddommeligt rum, som ud over at virke som hellig, rituel ramme, også kunne tænkes at fungere helt konkret som ”solfanger”.
Herudover kommer det faktum, at der sket en afgørende ændring i arkitekturen, idet der nu er tilføjet en dobbelt hestesko med åbningen vendt mod NØ. Hesteskoen er et almindeligt kendt kvindeligt kønssymbol, jf. igen primærprocessens logik, hvor lighed er lig med identitet, da hesteskoen jo gengiver formen på den kvindelige kønsåbning (15). Hvis man altså tænker sig den dobbelte hestesko som kvindelig, så vil der hvert år midsommerdags morgen så at sige ske et kosmisk samleje, hvor solen som det mandlige princip (16) befrugter jorden.
Det er den helt konkrete, livgivende sol, der er guddommen. Det er den, man forsøget at lokke frem ved hjælp af lighedsmagien, og det er den, der helt konkret befrugter jorden. Denne kontante opfattelse af det guddommelige genfindes i bronzealderens Danmark, hvor såvel helleristningerne som solvognen fremstiller solen som en konkret ting, der transporteres af heste (17).
Indgraveringerne i de store sarsensten af henholdsvis sværd og hvad der er blevet tolket som et symbol for en modergudinde (18) kan ligeledes tolkes i retning af en frugtbarhedskult.
Sværdets symbolværdi er helt oplagt mandlig, det har både den falliske side og den bevidstheds- og intelligensmæssige. På samme måde som solen kaster lys over det dunkle og ubevidste, hvorved den skaber – også – tankemæssig klarhed, har sværdet evnen til at adskille og ”skære igennem”. Der er i denne forbindelse igen tale om primærproceslogik.
Man kunne tænke sig, at den sociologiske og religiøse ændring blev ledsaget af en bevidsthedsmæssig ændring. Fra at mennesket i jæger- og samlersamfundet primært fungerede som en del af en kollektivpsyke (jf. slægtens betydning og optagetheden af det underjordiske) til, at det i bondesamfundet fungerer som enkeltindivid (jf. den stærke leder og soldyrkelsen).

Konklusion

Til slut vil jeg kort sammenfatte de konklusioner, jeg er nået frem til i det foregående.
Jeg mener, at der – i alt fald ud fra et dybdepsykologisk grundlag – er basis for at antage, at der er sket en overgang fra forfædrekult til sol- og frugtbarhedskult, en udvikling, man bl.a. kan udlede af ændingerne i Stonehenges arkitektur. Stonehenge II og III har ved lighedsmagi fungeret som ”solfangere”, og endvidere har Stonehenge III med sin dobbelte hestesko vendt mod NØ skullet muliggøre en årligt tilbagevendende forening mellem solen og jorden, så jorden blev frugtbargjort.

Noter:
(1) Julian Richards: Stonehenge, London 1991, s. 48
(2) samme, s. 48-70
(3) samme, s. 129
(4) R. J. C. Atkinson: ”Stonehenge”, 1956, s. 171
(5) C. G. Jung benævner den del af den menneskelige personlighed, der af forskellige grunde holdes ubevidst, for Skyggen. Jo mindre bevidst, man er om denne side, jo mørkere og farligere forekommer den en at være.
(6) Benjamin C. Ray: Stonehenge: "A New Theory” i ”History of Religions”, februar 1987, Vol. 26, nr. 3, s. 272
(7) R. J. C. Atkinson: “Stonehenge”, s. 175-176
(8) Aubrey Burl: “Prehistoric Astronomy and Ritual”, 1983, s. 47
(9) R. J. C. Atkinson: “Stonehenge”, s. 173-175
(10) C. G. Jung m.fl.: Man and His Symbols“, London 1978, s. 221-226 + s. 266
(11) Benjamin C. Ray: “Stonehenge: A New Theory”, s. 273
(12) Gerald Hawkins og John B. White: “Stonehenge opklaret”, 1968, s. 82-83
(13) Aubrey Burl: ”Prehistoric Astronomy and Ritual”, s. 36-37
(14) Christopher Chippendale: “Stonehenge Complete”, 1989, s. 242
(15) Sigmund Freud: “Forelæsninger til indføring i psykoanalysen” (1917) København 1982, s. 135
(16) Tom Chetwynd: ”A Dictionary of Sacred Myth”, London 1986, s. 205-207
(17) Hesten er tæt knyttet til soldyrkelsen, og man kunne tænke sig, at de mange hestefigurer, der er udskåret i det sydvestlige Englands kalkgrund, og hvoraf den ældste, Uffingtonhesten, stammer fra jernalderen, kunne have deres rod i bronzealderens soldyrkelse.
(18) R. J. C. Atkinson: The Prehistoric Temples of Stonehenge and Avebury”, (1980) 1991, s. 18




Hjem
Artikler


Sidst opdateret 01-09-2010
Copyright © 2003-2010 Berit Johnsen