STONEHENGE I EN DYBDEPSYKOLOGISK
BELYSNING
For et par år siden
var jeg på Orkneyøerne, hvor jeg bl.a. besøgte
den lokale stenkreds, The Standing Stones of Stenness, i tåge
og regn. Det var imponerende, og jeg ville gerne se dem igen, så
da der den sidste dag på vej til færgen var et par minutter
til overs, kunne vi nå at køre forbi dem endnu en gang.
Lige da vi kom dertil, dukkede solen frem, og lige i det øjeblik
gik det op for mig i al sin selvfølgelighed, hvad stenene
havde været anvendt til: Man havde ved at efterligne solen
forsøgt at lokke den, eller rettere dens kraft, til jorden.
Nu kan man jo ikke bare bringe en sådan indsigt til torvs
uden videre, hvis man vil tages alvorligt. Den kan højst
gælde for en grundlæggende hypotese om formålet
med stencirkler, og det får den hermed lov til, i denne artikel
anvendt på Stonehenge som konkret eksempel.
Det er ikke uden en vis rysten og bæven, jeg hermed tilslutter
mig den store skare, der gennem tiden har forsøgt at yde
deres bidrag til en klarere forståelse af det enestående
forhistoriske monument Stonehenge på Salisbury sletten i det
sydvestlige England. Det gør det ikke bedre, at arkæologen
Julian Richards i sin bog ”Stonehenge” fra 1991 slår
fast, at stort set det eneste sikre, man kan vide om Stonehenge,
er, at vi aldrig vil kunne forstå tankegangen hos den befolkning,
der stod for byggeriet (1).
Mit udgangspunkt er nemlig det stik modsatte, at
vi moderne, civiliserede og rationelle mennesker i det 20. århundrede
har endda ganske gode forudsætninger for at forstå datidens
religiøse tankegang, simpelthen fordi vi i visse situationer
selv anvender eller rettere hengiver os til den pågældende
arkaiske forståelsesmåde, nemlig den Sigmund Freud kaldte
primærprocessen.
Primærprocessen
Primærprocessen er den oprindelige psykiske funktionsmåde.
Det lille barn fungerer efter primærprocessen, og det samme
gør voksne, når sekundærprocessen, dvs fornuftstænkningen
er koblet fra. Det sker f.eks. i drømme, ved kunstnerisk
udfoldelse samt ved religiøse, kunstneriske og seksuelle
oplevelser.
Freud beskrev primærprocessens særegne logik i ”Drømmetydning”
fra 1900.
Den primærprocessuelle logik er drømmens, eventyrernes
og myternes logik. Den besidder stor følelsesmæssig
intensitet og er upræcis og inkonsistent; frøen kan
forvandles til en prins og trolden til en stenstøtte. Den
er konkret og billedlig; frøen og prinsen er billedlige fremstillinger
af to forskellige holdninger til det mandlige.
Der er ingen skelnen mellem person og omverden. Drømme forekommer
f.eks. oftest at være virkelighed, og drømmebevidstheden
er ikke nødvendigvis knyttet til samme person hele drømmen
igennem.
Endelig er der det vigtige forhold, at en følelse ikke er
fast knyttet til en bestemt forestilling, men at der kan ske en
forskydning og fortætning af følelser, for så
videt der eksisterer en lighed forestillingerne imellem. Det vil
bl.a. sige, at delen er lig helheden, samt at lighed er lig med
identitet. Et eksempel på, at delen er lig helheden, er den
katolske kirkes helgenrelikvier, som anses for at have undergørende
kraft på samme måde, som helgenen selv oprindelig havde
det. Et eksempel på, at lighed opfattes som identitet, ses
ved voodoo, hvor udøveren ved at skade en dukke, der lignede
en bestemt person, mente at kunne skade personen selv.
Freuds teorier om primær- og sekundærprocessen anvendes
i dag i vidt omfang i forskellige sammenhænge. Det kan f.eks.
nævnes, at de indgår som et selvfølgeligt element
i gymnasiets religionsundervisning.
Fundamentet for artiklen er altså antagelsen af, at den grundlæggende
tænkemåde, primærprocessen, er den samme i dag
som for 5000 år siden.
Stonehenge
Men tilbage til Stonehenge, som uden tvivl er det forhistoriske
monument i Nordeuropa, der gennem tiderne har påkaldt sig
den mest glødende interesse. Der har været givet utallige
bud på, hvornår det blev bygget, af hvem, hvordan, og
med hvilket formål. De tre første spørgsmål
kan man i dag besvare med stor sikkerhed (2).
Den stedlige befolkning byggede Stonehenge i tre etaper over et
tidsrum på cirka 2000 år. Stonehenge I, som bestod af
grøft, vold, ringen af Aubreyhuller, en indgangsportal samt
sandsynligvis de fire standsten (stationstones), blev bygget cirka
3100 før Kristus.
Stonehenge II, der blev påbegyndt omkring 1000 år senere,
bestod af to cirkler, koncentriske med voldgraven og Aubreyhullerne,
bestående af blåsten. Indgangen blev udvidet og ændret,
så den lå på den linie mod NØ, hvor solen
står op midsommerdagsmorgen. Den blev markeret ved to hælsten
uden for monumentet samt ved en række sten ind mod centrum.
Desuden blev første del af Avenuen anlagt mellem parallelle
volde og grøfter.
Bygningen af Stonehenge III startede cirka 2000 før Kristus,
før Stonehenge II var færdigbygget. Det bestod af en
cirkel af kolossale, opretstående sarsensten med overliggere,
samt inden for cirklen en hestesko dannet af fem trilitter –
to opretstående sten med overligger – igen orienteret
med åbningen mod NØ. To store sarsensten angav indgangen
til området.
Senere tilvirkede man nogle af de nedrevne blåsten og anbragte
dem inden for hesteskoen, muligvis i en oval og med i alt fald to
trilitter. Omkring 1550 før Kristus blev Y og Z hullerne
, som danner to koncentriske cirkler omkring sarsenkredsen, gravet.
Man mener, disse skulle have været anvendt til kredse af blåsten.
Dette skete imidlertid ikke, i stedet skete der en omstrukturering
af blåstenen således, at der blev opsat en hestesko
af de allerede tilvirkede sten inden for sarsenhesteskoen samt en
kreds inden for sarsenkredsen. I hesteskoen findes blåstenene
i to udformninger, nemlig dels som høje og aflange dels som
mindre rhombeformede (obelisks og pillars) vekslende med hinanden.
Hvad angår formålet med byggereiet i dets endelige form,
hersker der i dag almindelig enighed om, at det er et helligt sted,
som pga. orienteringen mod NØ kan være knyttet til
soldyrkelse (3).
Om Stonehenge I skriver Atkinson, at det kan have været viet
til forfædredyrkelse. Aubreyhullerne har ikke blot fungeret
som gravsteder, dertil er deres indhold af menneskelige rester for
sporadisk. De har sandsynligvis primært haft en rituel funktion,
hvor hullerne markerede en tilnærmelse til underverdenen og
et forsøg på at opretholde forbindelsen til de afdøde
medlemmer af slægten (4).
At disse huller er omgivet af en cirkulær vold og grøft,
skal, stadig ifølge Atkinson, tjene til at adskille det hellige
fra det profane. Det forhold, at cirklen, da den blev anlgt, var
kridhvid, har sandsynligvis forstærket den beskyttende kraft
betydelig. Salisburyslettens status som helligt landskab med et
utal af monumenter og gravsætninger kunne have at gøre
med, at undergrunden består af kalk, hvorved de forskellige
voldanlægs effektivitet som beskyttelse er blevet øget.
Den hvide farve står for renhed og uskyld (5).
Hvor blikket og opmærksomheden var rettet nedad mod underverdenen
i Stonehenge I, sker der en markant ændring med bygningen
af Stonehenge II. For det første anvendes sten i byggeriet,
nemlig blåsten, som man har transporteret 335 km fra Priselibjerget
i Wales. Det har været en uhørt stor arbejdsindsats
for datidens mennesker at transportere de mange, tunge sten så
lang vej. Dette afspejler dels en høj social organisation,
dels at netop fisse sten er vigtige, og endelig at stedet, Salisburysletten,
er af afgørende betydning.
Det er beskrevet bl.a. af Benjamin C. Ray, at overgangen fra et
jæger- og samlersamfund til et bondesamfund med deraf følgende
befolkningstilvækst har betydet en ændret organisation
med stadig stærkere leder (6).
Med hensyn til stenene skriver Atkinson allerede i 1956, at Priselibjerget
meget vel kan tænkes at have været et helligt bjerg
på grund af dets højde og dets beliggenhed ved kysten.
Det var for søfarende et imponerende syn at se det høje
bjerg række lige ind i himlen (7).
I øvrigt findes der også her forhistoriske
monumenter, hvilket understreger stedets betydning (8).
Senere tager Ray tråden op og kalder stenene
hellige, hvilket jo er helt i overensstemmelse med primærprocessens
logik. Det tredje forhold, nemlig at Salisburysletten var et helligt
landskab, har utvivlsomt været medvirkende til, at man har
kastet sig ud i det store arbejde med at transportere blåstenen
de mange kilometer.
Som allerede nævnt var stenene anbragt i koncentriske cirkler
som eger i et hjul eller stråler ud fra centrum.
Det her omtalte samt ændringen af indgangen og muligvis rejsningen
af standstenene underbygger alt sammen Atkinsons formodning om et
skift i religion fra dødekult, hvor opmærksomheden
var rettet mod underverdenen, til en religion, hvor opmærksomheden
blev rettet mod himlen (9).
I Aubreyhullerne findes små stykker blåsten, som først
kan være anbragt der, efter man er startet på bygningen
af Stonehenge II. Såfremt formodningen om et religionsskift
er sand, kunne anbringelsen af de hellige sten markere en mediering
af de to religioner i en overgangsfase.
Opfattelsen af Priselibjerget som et helligt bjerg er i sig selv
baseret på, at det guddommelige er at finde i himlen. Antager
man, at blåstenen stammer fra et helligt bjerg, er forholdet
det, set fra en dybdepsykologisk synsvinkel og med anvendelse af
primærprocesbegrebet, at man ved i Stonehenge II at anvende
en del af noget helligt tilføjer monumentet hellighed i det
hele taget (delen er lig med helheden). Noget andet er, at sten
i sig selv er hellige. Inden for den jungianske tradition beskriver
man dem som selvets – det guddommeliges - symbol, bl.a. på
baggrund af deres uforgængelighed. Det samme gælder
for cirklen, som hverken har begyndelse eller ende, og som udtrykker
helhed (lighed er lig med identitet). I øvrigt gengiver cirklen
solens form (10).
Hermed er vi ved selve arkitekturen, nemlig de koncentriske cirkler
med strålemønstret. Hvor den hvide cirkel i Stonehenge
I primært har haft en beskyttende funktion, har Stonehenge
II tillige den funktion ved hjælp af lighedsmagi at skabe
et helligt rum, hvor riter af forskellig art har kunnet finde sted.
På samme måde som stammer i Afrika, når de dansede
regndans, imiterede regnen for at hidkalde den, imiterede man i
Stonehenge II det guddommelige for at hidkalde dette. Det skete
dels ved at anvende hellige sten, dels ved selve arkitekturen, de
hellige cirkler, hvis strålemønster peger i retning
af, at den konkrete guddom har været solen. Ændringen
af indgangens placering peger i samme retning.
Stonehenge i dets endelige form
Som nævnt blev Stonehenge II aldrig bygget færdigt.
Det er blevet anført, at den stadig større centralisering
af magten skabte grobund for, hvad man har kaldt et prestigeprojekt
(11). Imidlertid
er bygningen af Stonehenge III resultatet af en så ekstraordinær
indsats, at monumentet må have haft den allerstørste
kollektive betydning. Gerald Hawkins, Thom og andre repræsentanter
for den astroarkæologiske tradition har forfægtet den
opfattelse, at Stonehenge III har fungeret som observatorium. Gerald
Hawkins forestiller sig, at datidens præsteskab har været
velbevandret i astronomien og bl.a. været i stand til v.h.a.
Aubreyhullerne at forudsige sol- og måneformørkelser,
hvilket har givet præsterne en kolossal magtstilling (12).
Aubrey Burl har i højere grad fortolket de astronomiske orienteringer
som symbolske og vigtige i rituel betydning (13).
Fælles er dog enigheden med Atkinson i, at blikket vendes
opad mod himmellegemerne.
Senest har Benjamin C. Ray fremsat sin teori om, at Stonehenge III
har dannet rammen om en form for frugtbarhedsdyrkelse, hvor samfundets
stærke leder blev symbolsk genfødt og tilført
kraft på hele samfundets vegne. Mange andre har været
inde på den mulighed, at der har været tale om frugtbarhedsdyrkelse,
til dels på baggrund af, at blåstenene i den inderste
hestesko hat to udformninger, nemlig som henholdsvis kvindelige
og mandlige. En enkelt hat kaldt Stonehenge III alle tiders største
sexmaskine (14).
Det er nærliggende at se en sammenhæng mellem soldyrkelse
og frugtbarhedskult i det tidlige bondesamfund, hvor afgrødernes
vækst jo var af vital betydning, og hvor magien sandsynligvis
har været et vigtigt middel i forsøget på at
kontrollere livsomstændighederne.
Det er muligt, at samfundets leder har spillet den rolle, som er
foreslået af Ray, men jeg mener også, at det er muligt
at se Stonehenge III ikke kun som den magtfulde ramme om riterne,
men også som magisk virkende i sig selv. Som nævnt i
forbindelse med omtalen af Stonehenge II, skabes et guddommeligt
rum, som ud over at virke som hellig, rituel ramme, også kunne
tænkes at fungere helt konkret som ”solfanger”.
Herudover kommer det faktum, at der sket en afgørende ændring
i arkitekturen, idet der nu er tilføjet en dobbelt hestesko
med åbningen vendt mod NØ. Hesteskoen er et almindeligt
kendt kvindeligt kønssymbol, jf. igen primærprocessens
logik, hvor lighed er lig med identitet, da hesteskoen jo gengiver
formen på den kvindelige kønsåbning (15).
Hvis man altså tænker sig den dobbelte
hestesko som kvindelig, så vil der hvert år midsommerdags
morgen så at sige ske et kosmisk samleje, hvor solen som det
mandlige princip (16)
befrugter jorden.
Det er den helt konkrete, livgivende sol, der er guddommen. Det
er den, man forsøget at lokke frem ved hjælp af lighedsmagien,
og det er den, der helt konkret befrugter jorden. Denne kontante
opfattelse af det guddommelige genfindes i bronzealderens Danmark,
hvor såvel helleristningerne som solvognen fremstiller solen
som en konkret ting, der transporteres af heste (17).
Indgraveringerne i de store sarsensten af henholdsvis sværd
og hvad der er blevet tolket som et symbol for en modergudinde (18)
kan ligeledes tolkes i retning af en frugtbarhedskult.
Sværdets symbolværdi er helt oplagt mandlig, det har
både den falliske side og den bevidstheds- og intelligensmæssige.
På samme måde som solen kaster lys over det dunkle og
ubevidste, hvorved den skaber – også – tankemæssig
klarhed, har sværdet evnen til at adskille og ”skære
igennem”. Der er i denne forbindelse igen tale om primærproceslogik.
Man kunne tænke sig, at den sociologiske og religiøse
ændring blev ledsaget af en bevidsthedsmæssig ændring.
Fra at mennesket i jæger- og samlersamfundet primært
fungerede som en del af en kollektivpsyke (jf. slægtens betydning
og optagetheden af det underjordiske) til, at det i bondesamfundet
fungerer som enkeltindivid (jf. den stærke leder og soldyrkelsen).
Konklusion
Til slut vil jeg kort sammenfatte de konklusioner, jeg er nået
frem til i det foregående.
Jeg mener, at der – i alt fald ud fra et dybdepsykologisk
grundlag – er basis for at antage, at der er sket en overgang
fra forfædrekult til sol- og frugtbarhedskult, en udvikling,
man bl.a. kan udlede af ændingerne i Stonehenges arkitektur.
Stonehenge II og III har ved lighedsmagi fungeret som ”solfangere”,
og endvidere har Stonehenge III med sin dobbelte hestesko vendt
mod NØ skullet muliggøre en årligt tilbagevendende
forening mellem solen og jorden, så jorden blev frugtbargjort.
Noter:
(1) Julian Richards: Stonehenge,
London 1991, s. 48
(2) samme, s. 48-70
(3) samme, s. 129
(4) R. J. C. Atkinson: ”Stonehenge”,
1956, s. 171
(5) C. G. Jung benævner den
del af den menneskelige personlighed, der af forskellige grunde
holdes ubevidst, for Skyggen. Jo mindre bevidst, man er om denne
side, jo mørkere og farligere forekommer den en at være.
(6) Benjamin C. Ray: Stonehenge:
"A New Theory” i ”History of Religions”, februar
1987, Vol. 26, nr. 3, s. 272
(7) R. J. C. Atkinson: “Stonehenge”,
s. 175-176
(8) Aubrey Burl: “Prehistoric
Astronomy and Ritual”, 1983, s. 47
(9) R. J. C. Atkinson: “Stonehenge”,
s. 173-175
(10) C. G. Jung m.fl.: Man and
His Symbols“, London 1978, s. 221-226 + s. 266
(11) Benjamin C. Ray: “Stonehenge:
A New Theory”, s. 273
(12) Gerald Hawkins og John B.
White: “Stonehenge opklaret”, 1968, s. 82-83
(13) Aubrey Burl: ”Prehistoric
Astronomy and Ritual”, s. 36-37
(14) Christopher Chippendale: “Stonehenge
Complete”, 1989, s. 242
(15) Sigmund Freud: “Forelæsninger
til indføring i psykoanalysen” (1917) København
1982, s. 135
(16) Tom Chetwynd: ”A Dictionary
of Sacred Myth”, London 1986, s. 205-207
(17) Hesten er tæt knyttet
til soldyrkelsen, og man kunne tænke sig, at de mange hestefigurer,
der er udskåret i det sydvestlige Englands kalkgrund, og hvoraf
den ældste, Uffingtonhesten, stammer fra jernalderen, kunne
have deres rod i bronzealderens soldyrkelse.
(18) R. J. C. Atkinson: The Prehistoric
Temples of Stonehenge and Avebury”, (1980) 1991, s. 18
|
