RELIGION
oktober 2003
Berit Johnsen: Det kosmiske bryllup – en
ny tolkning af helleristninger, Stonehenge og andre udtryk for bronzealderens
kult. Frydenlund 2003. 160 sider. 268 kr.
Hvis man er bare lidt
nysgerrig efter meningen med bronzealderens helleristninger og store
cirkulære stenmonumenter, er her et velskrevet og gennemillustreret
værk, der tilbyder en ny sammenhængende tolkning af
de spændende skriftløse kilder. Berit Johnsen er VUC-lærer
i dansk, engelsk og psykologi, og udover et smittende engagement
og stor viden om religion og arkæologi gør hun i sine
tolkninger brug af en dybdepsykologisk faglighed. Det udmønter
sig i, at hun bruger primærprocessprogets karakteristika som
baggrund for afkodning af symbolerne. Der er tale om begreber som
fx ’forskydning’, ’pars pro toto’, ’lighed=identitet’,
’fortætning’ og manglende skelnen mellem fantasi
og virkelighed og dermed associationslove, der gælder for
såvel religiøs som psykologisk tænkning.
Bogen indeholder først en redegørelse for præmisser
og teser samt baggrund om bronzealderen og kilderne hertil, siden
en grundig gennemgang af mange helleristningsmotiver med medfølgende
fine illustrationer og til sidst en udførlig fremstilling
af stenkredsenes - i særdeleshed Stonehenges - betydning.
En helt central tese er, at bronzealderens virkelighedsopfattelse
bygger på en generel grundstruktur: 1. Tvekampen (kampen mellem
gammelt og nyt, kaos og kosmos) 2. Afslutningen (døden) 3.
Den nye begyndelse (helligt ægteskab mellem himmel og jord,
det mandlige og det kvindelige). Hermed også sagt, at det
cykliske aspekt i alle former (døgnet, året, livet,
marken/afgrøden og mennesket) er grundlæggende. Jf.
grundstrukturen tolkes så uendeligt mange genkommende helleristningsmotiver,
som fx tvekamp, skålgrube, fodsål, cirkel og økse
som elementer i ”den rituelle tvekamp (der) indgik som en
del af bronzealderens solkult og frugtbarhedskult”(72). Skibet
er det centrale motiv som symbol for afslutningsfasen i betydningen
fragtskib/bindeled mellem gammelt og nyt, medens den nye begyndelse
tydeligst illustreres i brude-parret, foreningen af mand og kvinde,
sol og jord. Betegnende for Johnsens tolkninger er hele tiden mangetydigheden
som fx i udlægningen af skibet som såvel et feminint
(genfødende beholder) som et maskulint (kløvende havet)
symbol og ligesådan med den mest forekommende helleristning,
nemlig skålgruben: der er tale om et frugtbarhedssymbol, der
som oftest tolkes som udtryk for kvindelighed (skød, regnbeholder,
døbefont!), men skålgruberne ses også repræsenterende
solen og indgår som en del af mandlige figurers kønsattributter,
hvorfor det samme tegn altså alt efter sammenhængen
kan have forskellige betydninger eller samtidig udtrykke forskelligt
indhold.
De gennemgående temaer er solen, frugtbarheden, cirklen, kønnet,
brylluppet og ’den kosmiske orden’, og herudaf leder
Berit Johnsen, at meningen med symbolerne ”helt overordnet
har været at opretholde kosmos, det evigt uforanderlige og
det cykliske på alle niveauer” og videre: ”det
helt centrale har været den livgivende sols befrugtning af
jorden” (108). Et sted, hvor mange af forestillingerne mødes,
er i det androgyne (jf. bl.a. skibet og skålen ovenfor), der
både kan være udtryk for harmoni/totalitet, for selvtilstrækkelighed
og/eller for ’et varigt kosmisk bryllup’.
I den meget udførlige redegørelse for Stonehenges
sandsynlige 4 faser over en tilblivelsestid på 1500 år
tolkes meningen med monumentets forskellige elementer i samklang
med ovenstående udlægning af helleristningernes motiver.
Stenkredsen fungerer først og fremmest som en slags ’solfanger’:
solen befrugter jorden en gang om året, der er helligt bryllup,
der er frugt-barhedssymbolik, og hertil er der axis mundi forestillinger.
Det er første gang, jeg har læst en plausibel fremstilling
af formålet med de imponerende stencirkler, dvs. renset for
åndelig røgelse i new-age termer eller arkæologisk
pedanteri.
Der er alt i alt tale om tolkning og sammenkædning af et meget
omfattende materiale, som forfatteren har samlet og arbejdet med
gennem 14 år og overblikket mærkes – fx kobles
der også til bronzealderforestillinger overleveret i folketroen,
i litteraturen og i myter og riter fra andre kulturer end den nordiske
og angelsaksiske. Bogen er relevant for enhver religionslærer
for sin øjenåbnende metode og for sin indføring
i et ældre nordisk kulturlags temaer – og den vil oplagt
kunne bruges i forbindelse med en (desværre vist mere og mere
sjælden?) gennemgang af den nordiske mytologi, idet der efter
under-tegnedes opfattelse tydeligt er reminiscenser af bronzealderens
tænkning i vikingetidens virkelighedsopfattelse.
Siden jeg i 1994 så de store helleristningsfelter i Tanum
i Bohuslen har jeg haft fotografier hængende på min
opslagstavle af brudeparret, tvekampen, solen mv. og læst
mulige udlægninger hist og pist, men aldrig med så stor
sammenhængskraft og begejstring som her – bogen er hermed
til uforbeholden anbefaling. Jeg kaster mig med dens veludviklede
noteapparat som guide videre i bronzealderens univers.
Hanne Vestergaard Andersen
|
